DE BEDSTE BØGER #SMÅT MEN GODT

DE BEDSTE BØGER #SMÅT MEN GODT

Små bøger, store historier. 

Nogle gange er det rart med en lille bog, en man kan nyde over en enkelt dag eller en weekend. Det skal være en bog, der har noget på hjertet og det vil jeg give mine bud på her.

Irske Claire Keegan er et godt bud. Indtil videre er der kommet 3 bøger på dansk af hende. Omsorg, om en lille pige der vokser op hos en fattig familie i 80’ernes Irland og da hendes mor bliver gravid igen, sendes hun i pleje på en gård. Det bliver en tid med mad og grønt i rigelige mængder samt omsorg og kærlighed. Men er også hemmeligheder. Den er ligeledes filmatiseret under titlen The Quiet Girl.

De to andre bøger af Keegan – Den Slags Små Ting og I Sidste Øjeblik er tillige to små litterære perler. Alle bøger kredser om den nære familie, kærlighed, begær og forræderi. Det kan læses selvstændigt og har mine varmeste anbefalinger. Bøgerne er udkommet på Gutkind.

 

Finsk-svenske Tove Jansson også kendt som Mumi-mor, kunne også andet end skrive om de små forunderlige væsner. Hun har flere små fine historier på samvittigheden. Det er bare at dykke ned i hendes forfatterskab.

Jeg holder rigtig meget af Sommerbogen, der handler om Sophia, på 6 år, videnbegærlig og nysgerrig. Hun skal holde sommerferie sammen med sin farmor på en lille ø i den finske skærgård. Det er en lille perle, der emmer af sommer og natur, bade i vandet og ikke mindst gå på opdagelse.

Et andet godt bud fra Tove Jansson er kunstnerromanen Ærligt Spil om kunstneren Jonna og forfatteren Mari, de bor dør om dør, hinandens modsætninger og alligevel fuldender de hinanden. Det er en bog om kærlighed og ensomhed og fællesskab. Bøgerne er udkommet på Gyldendal.

 

En af de danske forfattere, der er gode til at skrive, små og effektfulde bøger er Katrine Marie Guldager. Senest har hun skrevet 3 romaner om sure damer.

Birgitte med TH, Endnu en dag i Guds skaberværk og Jeg hører, hvad du siger.

Det er selvindsigt og humor, men jeg vælger at fremhæve en lille perle, der står stærkt i min hukommelse.

Bjørnen fra 2018. Vibse er midaldrende, alt går ikke som hun drømmer om, hun er blevet fyret fra sit job som gymnasielærer og hendes datter er flyttet hjemmefra og oven i det et kæmpe skænderi med hendes mand. Hun tager bilen og kører op til familiens hus i de svenske skove, men for at det ikke skal være nok, rammer en snestorm, strømmen går og hun er helt alene. Guldager har en enestående evne til at ramme lige det centrale i livet, de dilemmaer vi alle kender til og kort samt effektivt komme ind til kernen. Bøgerne er udkommet hos Gyldendal.

 

En forfatter jeg vil fremhæve, er Anne Cathrine Bomann og hendes umådelig fine bog Agathe. Det er et guldkorn af den fineste slags. Vi er i Paris i 1940’ern og den livstrætte psykiater tæller ned til pensionen, men en dag kommer en ung tysk kvinde ind i hans konsultation og meget insisterende forlanger hun at komme i terapi hos ham. Det er en historie om de små facetter i livet, der spontant kan ændre alt og gøre at man må række ud efter et andet menneske når man mindst venter det. Det er en lille bog på kun 155 sider, men ordene flyver og historien sætter sig i erindringen.

Hvis du som jeg falder for bogen, vil jeg også anbefale hendes to øvrige romaner, seneste udgivelse er Akvariet. Bogen er udkommet hos Lindhart og Ringhof.

 

Noveller kan også noget særligt, når man mangler en lille fin historie.

Novellix har specialiseret sig i denne genre. De udgiver små fine æsker med hver 4 noveller i og det er nemt at finde noget for enhver smag, hvad enten du er til krimi, kærlighed eller den lille dybe historie.

For nyligt er der udkommet Fire noveller om katte – med historier af Suzanne Brøgger, Patricia Highsmith, Angela Carter og Doris Lessing, 4 vidt forskellige historier, der som titlen sig er alle kredser om katten. Man siger at hunden er menneskets bedste ven, men at katte er forfatterens. Det er gådefulde historier og vi ser os selv med nye øjne.

 

Skal du bruge en gave til krimielskeren findes der en lille fin boks med Agatha Christies Mysterier. Hvem kender ikke Hercule Poiroet og Miss Marple? Jeg har aldrig stiftet bekendtskab med ægteparret Tommy & Tuppence, men det kom jeg til i denne boks. Det er ren nostalgi og Agatha Christie var en af de forfattere jeg startede med at læse, da jeg begyndte af læse krimi.

Du kan købe boksene i din lokale boghandel eller direkte hos Novellix.

 

Det sidste bud på en lille fin bog er iranske Shahrnush Parsipur, der i dag lever i eksil i USA. Hun har skrevet Mænd Fra Forskellige Civilisationer, der er oversat af Nazila Kivi.

Vi møder ni forskellige civilisationer, med deres folk, kultur og drivkraft, de synes at ligne hinanden, men hvorfor de altid i bevægelse? Det er en eviggyldig historie om menneskets til-og fravalg og vores evindelige søgen efter noget bedre.

Sprogligt er det en lille guldklump, og et indblik i noget litteratur vi på vores breddegrader sjældent ser. Bogen er udkommet hos Forlaget Falco.

 

Det her er bare mit bud på nogle små bøger, der er flere forfattere, der har lavet små og effektive bøger blandt andet Thomas Korsgaard og Heidi Kølle Andersen blot for at nævne to mere. Gå på opdagelse og find lige det der taler til dig.

God læselyst.